Sct. Joseph søstrene og vores skole

For mere end 100 år siden i 1856 kom Sct. Joseph søstrene fra Frankrig til Danmark på en mission, der gik ud på at bygge skoler og hospitaler rundt om i Danmark for at hjælpe de fattige og svage.

Sct. Joseph søstrene kom også til Ringsted. Og 1. september 1914 stiftede de Sct. Joseph Skolen her på Dagmarsgade 9-10 i Ringsted. Dengang var der kun 10 elever på den lille katolske skole.

I dag er der 288 elever på skolen, som nu er en velfungerende moderne skole med en 100 år gammel katolsk tradition.

I 2013 fik skolen sin første ikke-katolske leder, men ånden fra Sct. Joseph søstrene lever stadig.
Det er en ånd, der bygger på kærlighed, respekt og hensyn, fællesskab og en fornemmelse for det åndelige.

Selvom søstrene ikke længere spiller en helt så aktiv rolle på skolen i dag, som de har gjort gennem de sidste 100 år, så har vi stadig den store glæde, at Søster Hildegard hver uge kommer på besøg på skolen.