Det religiøse liv på skolen

Sct. Joseph skole er en kristen, katolsk skole. Det betyder, at vores undervisning bygger på det katolsk-kristne livs- og menneskesyn.

Vores undervisning skal lede frem mod, at vores elever lærer at forholde sig til tro og religiøs praksis. Vi ønsker at lære børnene bønnens væsen som menneskets samtale med gud. Og at børnene lærer at forstå og forholde sig til Guds ord og til sakramenter, salmer og tekster som et møde imellem gud og mennesker. Desuden ønsker vi at give børnene forståelse for forholdet mellem religionernes budskab og menneskenes tro, selvforståelse og etik.